lørdag den 19. november 2011

Præsentation

Jeg vil gerne præsentere migselv lidt... Jeg hedder Sofie, jeg er 34 år, gift med en dejlig mand og har 2 skønne drenge. Jeg har lige afsluttet min uddannelse og skal nu forsøge mig på det slunkne arbejdsmarked :-). Mit blog-tema er depression, stress og angst, som jeg har kæmpet med i nu 5 år. Dette er tiltænkt som min personlige dagbog, samtidig med at jeg gerne vil skabe dialog og  gøre op med taburiseringen af emnet...

Jeg lider af stressfremkaldt angst og depression. Med tiden er jeg blevet bedre til at håndtere stress, men kæmper stadig med følgesygdommene. Jeg fik stress pga af en hverdag med 2 små børn som jeg var meget alene om, en syg far som skulle passes, et ægteskab som knirkede, et krævende universitetsstudie mm. Jeg havde stress-symtomer i op mod et år før jeg endelig knækkede sammen. Jeg vidste ikke at de symptomer jeg havde skyldtes stess, jeg troede at jeg fejlede alt muligt andet, og da jeg blev klar over at jeg havde stress kunne jeg ikke stoppe igen. Desuden tog hverken jeg selv, min mand eller min læge mine symptomer alvorligt, og derved kom jeg først i rigtig behandlig da jeg var kommet langt langt ud over grænsen. 
Det er så baggrunden for den kamp, som jeg nu kæmper på 6 år. Jeg er ved at uddanne mig til stressvejleder fordi jeg gerne vil bidrage til at denne "sygdom" (for stress er ikke anerkendt som en sygdom...) tages alvorligt og gribes med det samme når den viser sig. I dag er stress blevet et mode-ord som ofte forveksles med travlhed til ulempe for dem af os som rent faktisk har rigtig stress....

Så velkommen hertil :-)


  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar